Sorgen får plads i kropsterapi

Når sorgen sidder fast i hjertet

Sorg er en naturlig del af livet. Den opstår, når vi mister noget, vi har elsket eller haft kær – et menneske, en relation, en livsfase, et arbejde, en drøm. Den kan ramme os ved dødsfald, skilsmisse, sygdom, når børn flytter hjemmefra eller når vi på andre måder oplever, at livet ikke længere er, som det var.

Sorg kan være voldsom, stille, forvirrende, rå, tung, overvældende og langvarig. Og nogle gange sætter sorgen sig fast. Den bevæger sig ikke længere. Den stivner. Den tager plads i hjertet, i brystet, i kroppen, som en spænding, en træthed, en tomhed – eller en frygt for at leve videre. Når sorgen ikke får plads til at bevæge sig, kan den begynde at leve sit eget liv i os. Som en frossen tilstand. Som en indre knude. Som en distance til livet.

Sorgens faser – en bevægelse uden en fast rækkefølge

Sorg bevæger sig i bølger. Den kommer og går. Den følger ingen lineær plan. Alligevel taler man ofte om nogle faser eller tilstande, som mange oplever i større eller mindre grad:

• Chok og fornægtelse: Det første møde med tabet kan være uvirkeligt. Kroppen og psyken forsøger at beskytte os mod det, der er for voldsomt at tage ind.

• Smerte og længsel: Når virkeligheden langsomt går op for os, kan smerten slå ind. Længslen efter det mistede, det der aldrig kommer igen.

• Vrede og frustration: Hvorfor skete det? Hvorfor nu? Hvorfor mig? Vrede kan være en del af sorgen og er en vigtig kraft, hvis den får lov at udtrykke sig.

• Forhandling: Måske prøver vi at “gøre noget” for at ændre på det, som ikke længere kan ændres. En indre kamp for at genvinde kontrol.

• Depression og nedtrykthed: En tung fase, hvor alt kan føles meningsløst, gråt og energiforladt.

• Accept og integration: Langsomt, ofte næsten umærkeligt, begynder sorgen at finde en plads i os. Vi vender os mod livet igen, med sorgen som en del af os.

Men ingen faser kan forceres. Sorg kan ikke “kommes over” med vilje. Den skal passes, næres og genbesøges. Den må mærkes og rummes, for ikke at sætte sig som en indre stivnen eller som en ubevidst frygt for at leve videre. Det kræver mod at sørge – og mod at give slip på den akutte sorg, når vi mærker at den er ved at forandre sig.

For også det kan være smertefuldt: Sorgen over ikke længere at være midt i sorgen. Som om vi svigter den, vi har mistet, hvis vi begynder at åbne for glæde og liv igen.

Hvad sker der i kroppen, når vi sørger?

Sorg er ikke kun noget, vi tænker eller føler. Den er fysisk. Dybt kropslig.

• Musklerne kan spænde op – især omkring brystkassen, skuldrene, maven og kæben. Mange beskriver en følelse af indre sammentrækning, som om kroppen forsøger at holde sammen på det, der er ved at falde fra hinanden.

• Kredsløbet påvirkes. Hjerterytmen kan blive uregelmæssig. Hjertet kan føles tungt, knust, sårbart eller lukket.

• Åndedrættet bliver ofte overfladisk eller uregelmæssigt. Vi glemmer at trække vejret dybt, fordi kroppen er i alarmberedskab.

• Nervesystemet reagerer, som var vi i fare. Det sympatiske nervesystem (kamp/flugt) aktiveres, og kroppen kan føles rastløs, anspændt, på vagt. Eller vi lukker helt ned – som i en frys-tilstand.

• Fordøjelsen kan forstyrres. Appetit forsvinder, maven slår knuder, kroppen lukker ned for det ikke-livsnødvendige.

Alt dette er naturlige reaktioner på sorg. Kroppen forsøger at finde vej i det ukendte, det smertefulde, det uoverskuelige. Men netop derfor er det så vigtigt at kunne sørge. At give kroppen mulighed for at bevæge sig gennem sorgen, i stedet for at holde den fast eller forsøge at gå udenom.

Når sorgen isolerer

Sorg kan trække os væk fra andre. Vi kan føle os fremmede for verden, misforståede, forkerte. Vi kan blive bange for at fylde, for at være for meget. Eller vi kan føle skyld – over det, vi sagde eller ikke sagde, gjorde eller ikke gjorde. Skam – over at sørge for længe, for lidt, for meget, for stille.

Men sorg er ikke en byrde. Den er en del af det menneskelige. Og noget af det vigtigste, vi kan gøre i sorgen, er at dele den. Ikke for at få den væk, men for at give den plads. Når sorgen deles mellem to mennesker, får den luft. Den får lov at være der. Den bliver set, mødt, spejlet.

Sorg handler ikke kun om døden. Den kan opstå ved alle livets overgange: skilsmisse, tab af helbred, tab af drømme, tab af identitet, tab af børn, der bliver voksne og flytter hjemmefra. Sorgen er din – uanset årsagen. Og den har ret til at være der.

Kropsterapiens rolle i sorgen

I behandlingen mødes du med det, du rummer. Du skal ikke præstere noget, ikke forklare, ikke være på en bestemt måde.

Jeg prøver ikke at fjerne din sorg. Den skal ikke væk. Men vi kan sammen skabe bevægelse i det, der er frosset til. I det, der er ramt, men ikke længere kan finde vej.

Gennem nænsom berøring, tryk, stræk og arbejde med åndedrættet, hjælpes kroppen tilbage til bevægelse. Nervesystemet får lov til at regulere sig. Spændinger får lov at give slip. Det, der sidder fast i brystet, i maven, i kæben, i benene, får lov at leve igen – og dermed få en ny plads i dig.

Sorgen bliver ikke væk. Men den bliver integreret. Den bliver en del af det nye liv, du stadig har. Et liv, hvor sorgen ikke længere styrer, men lever med. Hvor du langsomt kan åbne dig igen. Mærke dig selv. Mærke andre.

Når sorgen bliver til depression

Nogle gange sætter sorgen sig så fast, at den glider over i noget andet. En mere kronisk tilstand. En tunghed, en træthed, en tilbagetrækning fra livet, som ikke længere bevæger sig. Depression.

Sorg og depression ligner hinanden, men er ikke det samme. I sorgen ved vi, hvad vi sørger over. I depressionen mister vi forbindelsen til mening. Sorgen er bevægelse. Depression er stilstand.

Men sorg kan føles som depression – som en tåge, et slør, en uendelig træthed. Selv små ting kan føles uoverskuelige. En kop kaffe. Et opkald. Et bad.

Og midt i det hele kan der pludselig komme en dag, en time, hvor solen skinner. Hvor der grines. Hvor noget føles let. Og bagefter kan skyld og forvirring sætte ind: Må jeg godt have det godt midt i sorgen? Er det forkert?

Nej. Det er en del af det. Sorg er kompleks. Og det er vigtigt at respektere det, der sker. Ikke dømme det. Bare mærke det.

Du er velkommen

Du behøver ikke have “styr på” din sorg for at komme i behandling. Du behøver ikke have ord. Du må være i vildrede, træt, stille, tom. Behandlingen tilpasses din tilstand og dit tempo. Det vigtigste er, at du kommer – og mærker, om det føles rigtigt for dig.

Kropsterapi kan være en støtte, når sorgen er ny. Når den er gammel. Når den er uerkendt. Når den har sat sig i kroppen. Når du længes efter bevægelse – men ikke ved hvordan.

Du er velkommen til at booke en behandling og se, om det er noget for dig. Sorgen skal ikke fjernes. Den skal have plads. Og du skal have plads til at leve – med den.